Follow

søndag den 25. september 2016

Klør dit hår meget?

I fredags var jeg ung og vild. Så ung og vild, at jeg lå under dynen hele dagen i går (hjemme hos far og mor forstås). Anders Bondo havde inviteret til mad og vin, og der er jeg ikke for fin til at sige ja tak.
Inden vi nåede til mad og vin, snakkede han løs i lige omkring 2 timer. Hvis der er én enkelt, der kunne tro, at Anders er min nye date, må jeg skuffe. Det er han den fornuftige type, der var meget i medierne for 3 år siden, i forbindelse med en lille uoverenstemmelse mellem lærerne og politikerne.

Nå! Men vi fik dejlig mad og drak lige tilpas rødvin. Efter maden opdager jeg en jævnaldrende kollega. Han er tysklærer, og har scoret en tysklærer fra en anden skole - det er ret sejt! Men tysklærere er også noget for sig - og det er deres møder åbenbart også.

Vi ender i byen - uden tysklærer godt nok, men sammen med andre sjove lærere (og det er de fleste af os - altså sjove). Det er en fredag aften og Vejle er proppet med teenagere, der allerede sidder på kantsten og spiser pizza, da vi ankommer. Mine kolleger hilser på tidligere elever, og så er vi ellers klar. Vi ender på et sted, hvor jeg virkelig føler mig ung. Det er der slet ikke noget galt med, men det betyder også, at jeg får drinks af flere mænd, der kunne have været min far. Enkelte gange popper der flotte unge mænd op, men jeg var slet ikke i det humør, selvom det selskab jeg var i, var meget opsatte på at finde nye side- og dansemakkere til mig.

På et tidspunkt sidder der en ung, ok flot mand ved siden af mig. Jeg siger hej og prøver på at virke som et godt menneske (selvom klokken er 4). Han siger ikke så meget, indtil jeg klør mig i håret. Der rykker han tættere på, og siger noget, jeg ikke helt kan høre. Han gentager det, og jeg finder ud af, at han spørger mig, om mit hår klør meget. Det er synes jeg, er noget mærkeligt noget og måske kommer jeg til at grine lidt af ham. Klokken var trods alt virkelig mange!

Men så sidder jeg alligevel tilbage med en interesant følelse. Var det et forsøg på kontakt? Jeg forstår det ikke så. Han kunne ligeså godt have spurgt, hvor tit jeg har lus. En anden ung (men ikke særlig flot) mand kom i løbet af aftenen forbi med Jægermeister-shots! Det er tilnærmelsesvist ligeså dårlig en tilgang. Det er der jo ingen i verden der kan lide! Giv mig en Breezer, så kysser jeg med glæde med dig hele natten.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar