Follow

torsdag den 7. juli 2016

Engang for længe siden....






Det er efterhånden længe siden. Rygtet om en app, hvor man kunne vælge mellem mænd ud fra et billede spredte sig hurtigere end fnat på en efterskole. Det lød interessant og sjovt - det var jo nærmest et spil.
En lørdag aften i 2014 sad jeg sammen med et par veninder. Vi havde drukket nogle flasker rødvin og humøret var højt! Begge veninder havde netop hentet den nye vilde app TINDER! Og de var ret opsatte på, at jeg skulle gøre det samme. Uden deres viden, havde jeg dog gjort det et par dage før, men havde ikke turdet tage skridtet og swipe. Vi fik oprettet en profil med de bedste billeder, vi kunne finde, skrev noget sjovt og så var det showtime. Det første match var vildt spændende (senere blev det til hverdag), og da han skrev til mig, blev jeg helt forfjamsket og vidste ikke nærmest ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det vidste mine veninder til gengæld.
Senere er tinder blevet en fast deltager i rødvinsaftner og efterhånden som det kun er mig, der ikke har to navne på dørtelefonen og fælles madkonto bliver min telefon stadig flittigt brugt - "bare fordi det var ret sjovt dengang"


Denne side bliver mit åndehul, når mine veninder har hørt nok om mænd, der vækker mig om natten ved at klemme mig som en karklud, inviterer på vegetarrestaurant efter, jeg har fortalt, hvor meget jeg elsker bacon og ikke mindst alle de akavede kopper kaffe jeg efterhånden har drukket på størstedelen af de Aarhusianske caféer.



Enjoy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar