Efter min første akavede kaffedate, var jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt det spil overhovedet var noget for mig. Jeg havde følt mig ualmindeligt dårligt tilpas og havde siddet tilbage med den samme følelse som efter en eksamen. Spillet blev ved med at blive på min telefon og jeg skrev og lidt med forskellige tindermænd. Én af dem virkede ret interessant og var ret vedholdende, så da han spurgte om vi skulle drikke en kop kaffe, sagde jeg 'ja', på trods af mine sparsomme erfaringer.
Mandag eftermiddag klokken 16 skulle vi mødes på Baresso på Banegårdspladsen (senere er jeg blevet betydeligt bedre til at udvælge gode spots - Baresso er ikke stedet). Han skrev, at han sad ved vinduet i en blå skjorte - fint, så havde jeg noget at gå efter. Jeg spottede ham og gik hen og sagde hej. Jeg havde besluttet at den akavede 'kram-eller-hånd' situation ikke skulle blive en del af mit datingliv. Han havde det heldigvis på samme måde.
Vi fik en fin kop kaffe og modsat min første date nogensinde, var der her tale om en ægte samtale. Hveranden sætning var ikke et spørgsmål og vi havde ting til fælles - vi nåede endda at grine. Jeg var helt begejstret og da kaffekoppen var tom og der pludselig var gået 1,5 time var jeg positivt overrasket over dating-showet.
De næste dage skrev vi en del sammen, og vi blev enige om at skulle ses igen. Weekenden var ret presset med Kapsejlads og en 18 års fødselsdag, men jeg tænkte, at vi kunne gå en tur søndag eftermiddag. Vi snappede flittigt gennem weekenden og jeg glædede mig til at se ham igen. Søndag morgen vågnede jeg hjemme hos mine forældre efter en bar-tjans til min lillebrors 18 års. Det stod ned i stænger og en gåtur virkede ikke så attraktiv. Tindermanden havde opdaget det samme og istedet for en uskyldig gåtur, endte vi med en aftale om netflix'n'chill (som iøvrigt kan være mere uskyldigt end dets rygte).
Anden date var ligesom det skulle være. Han var sød og jeg var pludselig ret begejstret over datinglivet.
Vi så hinanden en del hen over sommeren. Nogle gange ægte dates med mad og vin og andre gange en 'kommer-du-ikke-og-sover'-sms. Det var vaskeægte hyggeligt, men omvendt vidste vi også begge to, at vi ikke skulle være kærester.
Tindermanden var ret ambitiøs og sad både i bestyrelser og gik i skole i ferien, og på et tidspunkt sendte han mig en besked, hvori han skrev, at han tidligere havde været ret stresset, og var bange for at han var på vej dertil igen. Pludselig kunne vi kun ses, når han havde overskuddet til det. Det var også helt okay det første stykke tid, men jeg blev ærlig talt lidt træt af at skulle spørge om lov og altid være lidt bange for, om det var min skyld han var stresset. Jeg tog derfor en beslutning - vi skulle stoppe med at ses.
Jeg inviterede ham på en kop kaffe (han vidste ikke helt om han havde overskud til det, men jeg slog i bordet) og fortalte ham, at det ikke duede. Nede i maven var jeg lidt ked af det og måske jeg også græd lidt, men det var den helt rigtige beslutning - og om aftenen spillede jeg tinderspil igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar