Efter en lidt for lang (ufrivillig) pause er jeg tilbage! Jeg forestiller mig, at der kommer til at være masser af oplevelser i mit liv, der kan blive til oceaner af indlæg her.
Det der sker er, at jeg var på date i går. Første date i nærmest tre måneder. Som I har luret, har jeg vist været faldet i en grøft, hvor selvmedlidenhed og ynk var livret. Nu er det ovre. Ikke fordi at daten i går var helt fantastisk, men den var okay og måske mere end det. Lige nu sidder jeg bare og venter på, at han skriver til mig. Og det håber jeg for ham, at han gør - ellers skriver jeg til ham.
På grund af den lange pause, hvor jeg nok halvdelen af tiden har syntes det var selvvalgt, er jeg kommet helt ud af træning. Pludselig fandt jeg mig selv helt nervøs og tvivlende på, hvad jeg skulle sige. Og jeg har altså været på maaaaange dates - og langt størstedelen af dem er førstedates (wunder why?) Men altså, hele formiddagen gik jeg rundt om mig selv. Kunne hverken finde ud af, hvad jeg skulle have på, hvor meget make-up en gåtur kræver og om jeg i virkeligheden synes, at en mand på 30 (!!) er lidt gammelt.
Heldigvis fandt jeg ud af, at jeg godt kan finde ud af at date. Vi havde aftalt at gå en tur og drikke en kaffe i mens. I mellemtiden var det blevet ret dårligt vejr, og det regnede ret meget. Men jeg havde taget min gode gamle regnjakke på, og så var alt godt. Overvejelser om make-up betød heller ikke så meget. Jeg var glad for, at jeg ikke havde taget mere på.
Han gav en dejlig stor latte, og så begav vi os ud i regnen. Han var faktisk ret sjov. Også selvom han er 30. Jeg ved jo endnu ikke, om han også synes jeg er nice. Men nu er jeg klar over, at jeg måske bliver ramt af nemesis, når jeg siger, at jeg gerne vil se ham igen.
Vi kom ret hurtigt ud over den akavede "hvad arbejder du så med" snak, og snakkede bare mere løst sammen. Det var ret lækkert. Og jeg tror ikke, jeg kom til at sige alt for mange mærkelige ting. Inde i mit hoved kan ting godt virke rigtig sjove og helt normale, indtil de kommer ud af min mund. Så føler jeg mig pludselig lidt som Frank Hvam. Han er godt nok lykkelig gift med Mia, men jeg tænker ikke, det er det de søde tinder-mænd går og sukker efter i deres hverdag.
Alt er godt! Jeg håber, at min statistik snart bliver bedre, for jeg har fundet ud af, at det ikke er okay at ønske sig en kæreste i julegave. Ikke engang i en uskyldig facebooktråd med mine søskende. Så blev jeg pludselig stemplet som hende den ynkelige, der kan få lov til at sidde ved børnebordet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar