For et år og en uge siden købte jeg en bil. Jeg fik job langt væk, så hvis jeg skulle nå at komme i seng inden jeg skulle op, var det en nødvendighed. Vi er også gået hen og blevet ret glade for hinanden - altså bilen og jeg. Jeg tænker den går begge veje! Nu er jeg nødt til at slå fast, at det ikke handler om mit forhold til min bil - overhovedet. Jeg har tidligere gjort det tydeligt, hvordan jeg har det med biler i forbindelse med tinderspillet. Til mit forsvar vil jeg lynhurtigt sige, at jeg IKKE har hverken selfies taget i bilen eller billeder hvor jeg slænger mig hen af kølerhjelmen. Bom! Så er det på plads.
Men alligevel har min status som bilejer været samtaleemne flere gange, og det har ikke været med min gode vilje.
I de kolde vintermåneder, når aftenerne bliver lange, spillede jeg flittigt. Jeg fik en del matches (definer selv en del) og skrev lidt med nogle af dem. Én af dem spurgte, hvad jeg ville foretrække på en date: Kaffe, the, kakao, øl eller vin. Jeg svarede, at hvis jeg selv måtte vælge, ville jeg gerne have en gin&tonic, og så var det ligesom en aftale. Vi skulle mødes en fredag aften ved en tidligere benyttet café ved åen. Jeg spottede ham hurtigt. Han var ret høj og havde en meget farvestrålende skijakke på. Spændende!
Han bestilte to gin&tonics og så var vi igang. Eller det var vi ikke, for det var ret svært at få samtalen til at køre. Én af os stillede et spørgsmål, den anden svarede og sådan fortsatte det længe. Det blev bedre, da vi nåede til drink nummer tre. Men stadig følte jeg den ikke helt. Klokken var efterhånden blevet mange, og vi fulgtes stille afsted. Han var meget begejstret og var helt klar på, at vi skulle ses igen. Jeg var måske lidt mere tilbageholdende, men sagde pænt og høfligt tak for en god aften, og så gik vi hvert til sit.
Jeg nåede kun lige ind af døren til min lejlighed, da jeg kunne se, at han havde skrevet. (Tidligere har jeg skrevet, at tindermændene ikke kan skrive nok, men det her var måske lige hurtigt nok). Han ville bare sige tak for en hyggelig aften. Jeg svarede hurtigt, inden jeg lagde mig til at sove og vidste ikke helt hvad jeg skulle synes om det hele.
Næste morgen da jeg vågnede, havde han både svaret på den besked, jeg havde sendt ham om aftenen og skrevet en ny god-morgen-besked. Igen vidste jeg ikke helt, hvad jeg syntes om det, så jeg lagde telefonen væk. Senere på dagen svarede jeg ham, og han skrev tilbage hurtigere end hurtigt.
Vi skrev lidt sammen de næste dage, og han foreslog på et tidspunkt, at vi skulle gå en tur. Jeg er ret stor fan af anden date, så jeg gav det en chance. Den dag vi skulle mødes, var jeg blevet ramt af en vakse-ægte forårsforkølelse. Mit hoved var febertungt, og jeg skulle nok i virkeligheden have aflyst. Men istedet hoppede jeg på min cykel og cyklede ud til Tangkrogen, hvor vi skulle mødes. Vi gik en tur, men hele tiden gik jeg og overvejede, hvornår jeg kunne komme hjem under min dyne (alene med næsespray og kleenex menes der). Ligesom kemien havde manglet der på første date, var det endnu tydeligere nu. Vi gik lidt rundt og forsøgte ivrigt at snakke om ét eller andet, men det lykkedes bare aldrig rigtigt. Ham her tindermanden var åbenbart uddannet mekaniker og derfor meget interreseret i min bil og spurgte derfor flittigt. Hånden på hjertet ved jeg ingenting om den. Men han blev ved og til sidst, var jeg lidt træt af ligegyldigt snak om biler. Jeg troede vi havde sluttet den på første date (hvor han stillede nærmest de samme bil-spørgsmål). På en eller anden måde fik jeg guidet gåturen forbi min cykel. Han forstod heldigvis et hint og sagde, at han vist også hellere måtte komme hjem.
De næste uger skrev vi stadig lidt sammen, men der gik længere mellem vi fik svaret, og på et tidspunkt døde den ud. Jeg tror og håber, at vi begge to havde den samme følelse i maven. Der manglede bare noget, og det kunne vi ikke finde, om vi så gik ture langs vandet i 1000 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar