Og pludselig var der gået et år...

Jeg er tilbage på bloggen efter en aaaalt for lang pause (det har jeg skrevet før, men denne gang har den været virkelig lang!) Og man kunne tro, at fraværet skyldes et blomstrende kærlighedsliv - det gør det ikke. Det har stået ret skidt til!
I løbet af de sidste 8 måneder (!) har jeg været på date med 2 forskellige mænd - det er sørgeligt, hvis jeg selv skal sige det. Det kan være, der kommer et særligt indlæg om den første mand, for jeg forestiller mig, at det her indlæg skal handle om den anden. Hvis jeg skal finde noget positivt i den dårlige statistik må det helt klart være, at det er nemt at finde rundt i dates - og der er heller ikke de store problemer med navnene.

Men altså! Jeg matchede med ham her tindermanden for omkring to måneder siden på tinder. Han virkede ret sjov, og vi skrev en del sammen. Der var ingen tvivl om, at han er et godt menneske, og da jeg fik fortalt om ham til mine gode kolleger til sommerfesten, var der helt klart stemning for, at vi skulle ses. Og det gjorde vi. Vi gik en tur en råkold søndag eftermiddag. Det var som om, at vi ret hurtigt kom over den akavede "hvad-skal-vi-snakke-om-nu" og efter tre timer, var jeg klar på, at vi skulle ses igen. Jeg ville jo ikke virke desperat, men dagen efter skrev jeg til ham, om han havde overlevet mandagen. Det havde han heldigvis, og han synes vi skulle ses igen og spise hindbærsnitteis, som jeg havde hypet ret meget under første date.

Som jeg har erfaret før, kan det dog blive en langstrakt affære at date i sommerferien, men det lykkedes os at finde en ny dag, da jeg kom tilbage fra en lækker græsk ø. Igen var det en virkelig sjov date! Vi grinede ret meget, og jeg gik egentlig derfra med en rigtig dejlig følelse i maven, men jeg vidste ikke helt hvordan han havde det. Hele dagen efter gik jeg rundt og ventede på, at han skulle skrive - det gjorde han ikke, men så gjorde jeg det. Han svarede virkelig hurtigt, og han synes, vi skulle ses igen. Det var ret lækkert! Tredje date kan noget særligt - troede jeg :)

For i går aftes var det tid til tredje date. Han skulle komme her hos mig, og vi skulle lave mad sammen. Jeg tænkte, det var en god plan - og det var også virkelig hyggeligt! Men jeg havde forestillet mig, at der ligesom skulle ske noget aktion - nu vi var ude i en tredje date.
Vi snakkede lystigt og grinte ret meget, som på de foregående dates, og undervejs tænkte jeg, at han godt måtte kysse mig farvel. Så da han tog sine sko på og var på vej ud af døren, stod jeg forventningsfuld og ventede.....men han gav kun et knus. Og det er også rigtig fint, men nu havde jeg lige håbet på noget andet ;)

Nu sidder jeg her  (ok - jeg ligger stadig under dynen. Ferie, I ved) med den samme følelse som rigtig mange gange før. Synes han jeg er nice, eller er vi færdige med det datingshow? Jeg var helt oprigtigt forvirret, da han tog afsted, for jeg synes det havde været en god aften, og hvis jeg ikke havde sat hovedet op efter noget, havde det været rigtig fint, så nu venter jeg lige en dag (eller måske to), og hvis han ikke skriver, skal jeg ikke udelukke, at jeg gør det.

I'M BACK!!!

Efter en lidt for lang (ufrivillig) pause er jeg tilbage! Jeg forestiller mig, at der kommer til at være masser af oplevelser i mit liv, der kan blive til oceaner af indlæg her.

Det der sker er, at jeg var på date i går. Første date i nærmest tre måneder. Som I har luret, har jeg vist været faldet i en grøft, hvor selvmedlidenhed og ynk var livret. Nu er det ovre. Ikke fordi at daten i går var helt fantastisk, men den var okay og måske mere end det. Lige nu sidder jeg bare og venter på, at han skriver til mig. Og det håber jeg for ham, at han gør - ellers skriver jeg til ham.

På grund af den lange pause, hvor jeg nok halvdelen af tiden har syntes det var selvvalgt, er jeg kommet helt ud af træning. Pludselig fandt jeg mig selv helt nervøs og tvivlende på, hvad jeg skulle sige. Og jeg har altså været på maaaaange dates - og langt størstedelen af dem er førstedates (wunder why?) Men altså, hele formiddagen gik jeg rundt om mig selv. Kunne hverken finde ud af, hvad jeg skulle have på, hvor meget make-up en gåtur kræver og om jeg i virkeligheden synes, at en mand på 30 (!!) er lidt gammelt.

Heldigvis fandt jeg ud af, at jeg godt kan finde ud af at date. Vi havde aftalt at gå en tur og drikke en kaffe i mens. I mellemtiden var det blevet ret dårligt vejr, og det regnede ret meget. Men jeg havde taget min gode gamle regnjakke på,  og så var alt godt. Overvejelser om make-up betød heller ikke så meget. Jeg var glad for, at jeg ikke havde taget mere på.
Han gav en dejlig stor latte, og så begav vi os ud i regnen. Han var faktisk ret sjov. Også selvom han er 30. Jeg ved jo endnu ikke, om han også synes jeg er nice. Men nu er jeg klar over, at jeg måske bliver ramt af nemesis, når jeg siger, at jeg gerne vil se ham igen.

Vi kom ret hurtigt ud over den akavede "hvad arbejder du så med" snak, og snakkede bare mere løst sammen. Det var ret lækkert. Og jeg tror ikke, jeg kom til at sige alt for mange mærkelige ting. Inde i mit hoved kan ting godt virke rigtig sjove og helt normale, indtil de kommer ud af min mund. Så føler jeg mig pludselig lidt som Frank Hvam. Han er godt nok lykkelig gift med Mia, men jeg tænker ikke, det er det de søde tinder-mænd går og sukker efter i deres hverdag.

Alt er godt! Jeg håber, at min statistik snart bliver bedre, for jeg har fundet ud af, at det ikke er okay at ønske sig en kæreste i julegave. Ikke engang i en uskyldig facebooktråd med mine søskende. Så blev jeg pludselig stemplet som hende den ynkelige, der kan få lov til at sidde ved børnebordet.

Om forventninger der måske ikke helt stemmer overens

Jeg spottede det her billede på facebook en dag, og det ramte mig lige der, hvor det engang i mellem kan gøre ondt - det gjorde det ikke den dag. Men det har det gjort tidligere. I mine tidlige tinder-dage endte jeg flere gange i fælden. Der var flere i min omgangskreds, der havde mødt en kæreste på tinder, og jeg var sikker på, at det nok skulle ske for mig også. Og tilfældigvis kan venindesnak over vin hurtigt udvikle sig til "Joooooo - I er jo nærmest kærester" eller "Det lyder som om, han er heeeeelt vild med dig". Hvilket han sikkert også var, men nok mest inde i mit hoved.
Men efter at have taget mod til mig - og have set den samme tindermand i et par måneder, tog jeg springet og spurgte ham, hvad vi egentlig var.
Pludselig blev der meget stille, men alligevel kom det frem, at han ikke rigtigt var på jagt efter en kæreste, men havde det virkelig hyggeligt med mig. Den besked havde i hvert fald én veninde også fået - og var blevet kæreste med ham, så det kunne da også lykkedes for mig. Men det gjorde det aldrig, og efter en måneds tid med forvirrede tanker i mit hoved, måtte jeg sige stop. Det virkede bare ikke! Jeg kan ikke finde ud af, det der med at date på den måde. I mine unge dage gik vi til halbal. Vi kyssede lidt i hjørnerne og så blev vi kærester. Ikke så meget pjat og tvetydige signaler.

Måske dating-livet er lidt smartere i Aarhus end hjemme i provinsen. Jeg ved det ikke. Enten er tindermændene all-in fra starten, ellers "er vi vist for forskellige" morgenen efter.

Hvis I allerede fra starten ved, at I ikke har tid (og det er en løgnhistorie, for hvis du vil, kan du finde tid), så lad være med at udstråle kæreste-signaler.

• Lad være med at ville holde i hånd, når vi spiser pandekager
• Stop med at synge Rasmus Seebach om morgenen
• Det er en dum idé at finde på kælenavne, hvis du alligevel ikke har tid

Til gengæld, må du meget gerne sige, hvad det er, du vil. Allerede inden du sender den første besked, ved du garanteret, hvad du vil have ud af det. 

Ooooooog "Girls just wanna have fun" (Og her kunne der være en meget kæk blinke-smiley)

Klør dit hår meget?

I fredags var jeg ung og vild. Så ung og vild, at jeg lå under dynen hele dagen i går (hjemme hos far og mor forstås). Anders Bondo havde inviteret til mad og vin, og der er jeg ikke for fin til at sige ja tak.
Inden vi nåede til mad og vin, snakkede han løs i lige omkring 2 timer. Hvis der er én enkelt, der kunne tro, at Anders er min nye date, må jeg skuffe. Det er han den fornuftige type, der var meget i medierne for 3 år siden, i forbindelse med en lille uoverenstemmelse mellem lærerne og politikerne.

Nå! Men vi fik dejlig mad og drak lige tilpas rødvin. Efter maden opdager jeg en jævnaldrende kollega. Han er tysklærer, og har scoret en tysklærer fra en anden skole - det er ret sejt! Men tysklærere er også noget for sig - og det er deres møder åbenbart også.

Vi ender i byen - uden tysklærer godt nok, men sammen med andre sjove lærere (og det er de fleste af os - altså sjove). Det er en fredag aften og Vejle er proppet med teenagere, der allerede sidder på kantsten og spiser pizza, da vi ankommer. Mine kolleger hilser på tidligere elever, og så er vi ellers klar. Vi ender på et sted, hvor jeg virkelig føler mig ung. Det er der slet ikke noget galt med, men det betyder også, at jeg får drinks af flere mænd, der kunne have været min far. Enkelte gange popper der flotte unge mænd op, men jeg var slet ikke i det humør, selvom det selskab jeg var i, var meget opsatte på at finde nye side- og dansemakkere til mig.

På et tidspunkt sidder der en ung, ok flot mand ved siden af mig. Jeg siger hej og prøver på at virke som et godt menneske (selvom klokken er 4). Han siger ikke så meget, indtil jeg klør mig i håret. Der rykker han tættere på, og siger noget, jeg ikke helt kan høre. Han gentager det, og jeg finder ud af, at han spørger mig, om mit hår klør meget. Det er synes jeg, er noget mærkeligt noget og måske kommer jeg til at grine lidt af ham. Klokken var trods alt virkelig mange!

Men så sidder jeg alligevel tilbage med en interesant følelse. Var det et forsøg på kontakt? Jeg forstår det ikke så. Han kunne ligeså godt have spurgt, hvor tit jeg har lus. En anden ung (men ikke særlig flot) mand kom i løbet af aftenen forbi med Jægermeister-shots! Det er tilnærmelsesvist ligeså dårlig en tilgang. Det er der jo ingen i verden der kan lide! Giv mig en Breezer, så kysser jeg med glæde med dig hele natten.

Kan du høre, at jeg ikke kan være alene mere?

Så stod jeg pludselig i en svedende folkemængde på Atlas en torsdag aften med en øl i min hånd. Ved min side havde jeg .... min lillebror. Han havde inviteret til koncert med Katinka. Og der stod vi så. Midt i endeløse kærlighedssange mens han gerne ville fortælle mig, hvor tæt han var på at få hende med hjem i teltet til Smukfest.

Som I nok kan fornemme står mit datingliv ret stille! Det er som om der har været en ordentlig omgang iltsving, for der svømmer ikke mange fisk gennem åen i disse tider. Jeg har heldigvis stadig massevis af gamle dates, jeg kan tænke tilbage på, men når jeg går rundt og mangler mit 'se-på-mig-mig-vil-du-gerne-drikke-kaffe-med'-kick, kan jeg på en fredag eftermiddag godt gå hen og blive lidt melankolsk.

Ærligt! Jeg vil jo bare gerne have en kæreste! Det er det eneste jeg beder om. Nu er jeg ikke den store matematiker, men jeg har alligevel regnet lidt på succesraten på mine tinderdates. Og eftersom jeg stadig sidder alene ved børnebordet til familiefesterne, står det skidt til. Jeg har set nogle søde mænd - enkelte af dem havde jeg forestillet mig sammen med til suppe-steg-og-is, andre vidste jeg godt ikke blev til noget mere seriøst. Flere af mine veninder er kærester med deres tinderdates. En enkelt af dem er endda gravid og skal have en vaskeægte tinderbaby. Men så er der mig. Det er mig, der stadig har installeret appen (og aktivt bruger den, når jeg ikke bruger al min tid på at være fornuftig, ansvarlig voksen til forældremøder og lignende).

Det her skulle helst ikke ende med at blive en kanal for min selvmedlidenhed, men jeg forstår det bare ikke! Jeg er virkelig et godt menneske, og min bedstemor siger, jeg er pæn.

Bridget Jones var 43 inden hun blev gift og fik en baby! Måske hun ikke engang havde mødt Marc Darcy, da hun var 26. Jeg hepper på hende - og tror på, at der stadig er håb. Lige nu hænger der heldigvis ingen invitationer på køleskabet, hvor der står "+1?".
Men det kommer nok en dag, når fornuften vender tilbage. 

... både overskrift og næstsidste replik er citater fra sange - bare så der ikke er nogen der bliver bekymret, og tror jeg er begyndt at skrive lyrik.

At have svært ved at beslutte sig..

Jeg har holdt en alt for lang ufrivillig pause fra det her sted. Istedet for at fortælle saftige historier har jeg holdt forældremøder og forsøgt at nikke anerkendende når essensen af curlingforældre, vil have mig til at holde øje med, hvorvidt deres børn husker at spise deres lunkne leverpostejsmadder. Men det er en helt anden snak, som slet ikke hører til i dette forum. 

Men altså - det er ikke kun herfra jeg har holdt pause. Jeg har ikke været på en eneste date i to uger! Ikke engang en lille uskyldig kop kaffe eller en gåtur. Jeg har holdt pause, men nu er jeg også ved at være klar igen ;) Istedet for at skrive om de erfaringer jeg ikke har fået, vil jeg istedet hive en gammel traver frem fra skabet: Ikke helt at kunne finde ud af, hvad man har lyst til. 

Min liste over dates er lang. De fleste af dem er kun en enkelt kaffedate, mens andre har fået flere chancer. Ofte er det dem, der får flere chancer, der pludselig ikke helt kan finde ud af, hvad de vil. 

Én tindermand inviterede først på gåtur i regnvejr og ugen efter på rødvin (som vist endte med en overnatning), men da jeg så foreslog ham, at vi kunne lave mad sammen, havde han fundet ud af, at vi var for forskellige - og det må man meget gerne. Men pludselig en lørdag formiddag er han nok alligevel nået frem til, at vi ikke var for forskellige alligevel, for midt i min morgenkaffe (som jeg drikker forholdsvist sent om lørdagen), tikkede der en besked ind, som var så upassende, at jeg ikke vil forsøge at gengive den her. Heldigvis er jeg en kølig type, så jeg brugte de næste par timer, på at finde på et meget kækt svar. Det syntes jeg selv lykkedes, men han responderede med en endnu mere upassende besked. Jeg lod den ligge og cyklede ud og spiste is med min veninde. 

Tirsdag sidst på eftermiddagen kom der en ny besked. Igen af en karakter, som ikke skal gengives her. Jeg blev lidt nysgerrig, selvom det jo var ham, der havde afvist mig i første omgang. Vi skrev lidt sammen den dag, men det blev ikke til mere. 

Men samme mønster som havde vist sig inden han afviste mig, skulle gentage sig igen. Han spøgte lidt rundt i mine tanker de næste dage, og da det blev weekend, tog jeg chancen og skrev til ham. Jeg inviterede faktisk på vin - ret grænseoverskridende og det blev ikke mindre grænseoverskridende, da han igen afviste mig! Ud i kulden med ham. 

Hvad var det nu for noget?

Jeg har været på tredje date med en tindermand. Bom. Og så burde alt jo være godt. Jeg skulle nok gå lidt smilende rundt og glæde mig til næste gang vi skal ses. Men sådan har jeg det ikke - og det er dumt! 

Vi har set hinanden to gange før (havde I nok regnet ud), og begge gange har jeg været lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig syntes om han. Efter de første ti minutter på første date, var jeg klar til at stikke af. Han var ret kedelig og sagde nogle mærkelige ting. Efterhånden livede han lidt op, og det blev ret sjovt. Skæbnen ville så, at vi var på ferie på skift den næste måned, men vi så hinanden for nogle dage siden (dér hvor der pludselig dukkede en gammel flirt op). Også her, havde jeg samme følelse. Det startede ret mystisk, men efterhånden blev det ret sjovt, og jeg syntes egentlig det var en god idé, da han for et par dage siden foreslog, at vi skulle ses i weekenden til vin og spil. Jeg er ret glad for (og god til) at vinde i bezzerwizzer, og vin kunne måske hjælpe lidt på den akavede stemning, der stadig kunne dukke op. 

I går aftes klokken 19.30 ringede han på min dør med favnen fuld af vin. Som den håbløse romantiker jeg inderst inde er, havde jeg nået at bygge et helt andet billede op af ham, end det der stod der. Men han fik lov til at komme ind, han hældte vin op og jeg vandt stort i bezzerwizzer - først bedst ud af 3, dernæst bedst ud af 5 og sørme også bedst ud af 7. 

Undervejs i denne her vin-spil-situation når jeg at tænke flere gange, at han siger nogle meget skøre ting. Han hælder mere og mere vin på mig, og til sidst er vi begge to blevet ret vin-fulde. Og nu kommer der noget, som man ikke må sige, men jeg havde faktisk bare mest lyst til, at han tog afsted. Det syntes han ikke, og pludselig blev jeg overfaldet i min sofa, og efter han havde kysset mig, blev han lidt sødere. Han havde tænkt det længere, for pludselig lå han i min seng og snorkede! Ret friskt, altså jeg lå jo ved siden af, men inde i mit vin-fulde hoved var det noget værre rod. 

Jeg er ret dårlig til at ligge tæt, når jeg skal sove. Sådan har den gode tindermand det ikke. Jeg forsøgte flere gange at lave en hug-and-roll, for at slippe fri, men han var tilbage, inden jeg havde lagt mig til rette. På et tidspunkt blev jeg måske lidt skrap, og var nødt til at sige til ham, at jeg ikke kunne sove, når vi lå så tæt. Lidt fornærmet (jeg forstår ham godt) vendte han sig om, og snorkede videre. 

Som det altid sker, blev det også lyst og jeg ønskede så meget, at jeg kunne stikke af og tage hjem til mig selv, men der var jeg jo allerede - med snorkende mand ved siden af. Han vågnede lidt og syntes det var en drøn god idé at ligge tæt (!) og lure lidt videre. Jeg overgav mig og faldt faktisk i søvn, imens jeg overvejede, hvordan jeg kunne få ham ud af døren. Det kom heldigvis ret naturligt hen af formiddagen. Vi stod op, og jeg var det dårlige menneske, der ikke engang tilbød ham noget morgenmad. Jeg låste ham ud og gik hurtigt tilbage ind under dynen, lagde mig i fosterstilling og begyndte straks at overveje, hvordan jeg kan slippe ud af det her. Den gode tindermand har allerede foreslået flere mulige fremtidige dates, men jeg mangler bare følelsen i maven. 

Det må jeg få fortalt ham snart, men lige nu holder jeg søndag aften, ser dårlige serier på netflix og kan slet ikke vente på mandag morgen.