Men efter at have taget mod til mig - og have set den samme tindermand i et par måneder, tog jeg springet og spurgte ham, hvad vi egentlig var.
Pludselig blev der meget stille, men alligevel kom det frem, at han ikke rigtigt var på jagt efter en kæreste, men havde det virkelig hyggeligt med mig. Den besked havde i hvert fald én veninde også fået - og var blevet kæreste med ham, så det kunne da også lykkedes for mig. Men det gjorde det aldrig, og efter en måneds tid med forvirrede tanker i mit hoved, måtte jeg sige stop. Det virkede bare ikke! Jeg kan ikke finde ud af, det der med at date på den måde. I mine unge dage gik vi til halbal. Vi kyssede lidt i hjørnerne og så blev vi kærester. Ikke så meget pjat og tvetydige signaler.
Måske dating-livet er lidt smartere i Aarhus end hjemme i provinsen. Jeg ved det ikke. Enten er tindermændene all-in fra starten, ellers "er vi vist for forskellige" morgenen efter.
Hvis I allerede fra starten ved, at I ikke har tid (og det er en løgnhistorie, for hvis du vil, kan du finde tid), så lad være med at udstråle kæreste-signaler.
- Lad være med at ville holde i hånd, når vi spiser pandekager
- Stop med at synge Rasmus Seebach om morgenen
- Det er en dum idé at finde på kælenavne, hvis du alligevel ikke har tid
Til gengæld, må du meget gerne sige, hvad det er, du vil. Allerede inden du sender den første besked, ved du garanteret, hvad du vil have ud af det.
Ooooooog "Girls just wanna have fun" (Og her kunne der være en meget kæk blinke-smiley)
